En hyldest til de krøllede hjerner

Jeg har en svaghed for excentrikermuseer. Museer, der er opstået ud af et enkeltindivids unikke idé, utæmmelige skabertrang eller enøjede samlermani, som kompromisløst leves ud og gennemsyrer alt på museet. Når rejser skal planlægges, undersøger jeg altid som det første: Hvilke museer er must see ud fra et museumsfagligt perspektiv? Og dernæst: Hvilket (for)underligt, excentrikermuseum skal vi have til dessert?

Anarkistisk vovemod

Excentrikermuseerne findes i de fleste lande, men befinder sig sjældent i toppen af Tripadvisors anbefalinger – og det er synd, for de kan åbne op for helt uforglemmelige oplevelser i nogle unikke oplevelsesrum, som ikke findes mage til noget andet sted i verden. Det gælder fx det totalt gakkede og helt vidunderlige bymuseum i St. Louis, Missouri. Indrettet i en gigantisk nedlagt lagerbygning, der stod tom i årevis, inden billedhugger Bob Cassilly med en tydelig vision for øje kastede sin kærlighed på den i begyndelsen af 1990’erne.

Med et ildsjæleteam af kunstnere og håndværkere bag sig skabte Cassilly over en årrække et på alle måder utraditionelt museum, der skulle indfri hans vision om at skabe ”the impossible for the insane”. St. Louis City Museum åbnede i 1996 og er i hver en krog udtryk for, hvad der kan ske, når kreativitet og fantasi får frie tøjler. Alt er bygget i hænderne, med stor kunstnerisk finesse og i genbrugsmaterialer. Indenfor i bygningen ligger magiske, grottelignende rum befolket af mytiske væsener side om side med et lystigt mix af trofægenstande og kuriøse udstillinger – med alt fra ’Butterflies and Bugs of St. Louis” til verdens største underbukser.

På kryds og tværs gennem bygningen forbindes rum og etager af storslåede rutchebaner og kravletuneller, der går igen oppe på taget i det legendariske ’Monstro City’ – et anarkistisk legeunivers udstyret med propelfly, skolebus, pariserhjul og meget mere.

Et ultrapersonligt museum

Et lignende ’light bulp moment’ som Cassillys ligger bag et andet excentrikermuseum, Museum of Innocence i Istanbul. Museet er indrettet i et smalt byhus i et almindeligt beboelseskvarter og er den tyrkiske forfatter Orhan Pamuks idé og værk. Det er udlevelsen af et fascinerende kunstnerisk eksperiment med det formål at udforske om et helt menneskeliv kan fortælles gennem personlige genstande og de minder og følelser, som knytter sig til dem. Pamuk skrev romanen ’Museum of Innocence’, mens han samtidig indsamlede de ting, der figurerer i handlingen – fra starten med den vision, at romanen skulle musealiseres, dvs. foldes ud i sit eget museum.

Selve museet åbnede i 2012 og består af en række visuelt og sprogligt poetiske tableuaer, skabt af Pamuk selv – hans tanker, ord og genstande. Det bliver dermed et ultrapersonligt museum i kraft af Pamuks ånd, der gennemsyrer hele oplevelsen, af de personfortællinger, han udfolder i udstillingen og af den identifikation, de vækker i de besøgende.

I sit ’Modest Manifesto for Museums’ formulerer Pamuk samtidig en højere vision med sit museumseksperiment – at vise vigtigheden af at give de store nationale (og konstruerede) fortællinger modspil af individernes egen unikke personhistorie. Fortalt gennem ”the innocence of objects”.

Kompromisløs vilje

Hverken Museum of Innocence eller St. Louis City Museum var blevet til uden den kompromisløse vilje til at føre en original, excentrisk vision ud i livet. Men anarkistisk vovemod støder man desværre sjældent på inden for det officielle museumslandskab – styret som vi er af strategier, lovgivning og målbare succeskriterier. Netop derfor har vi brug for de krøllede hjerners museer. Fordi de minder os om, hvor (for)underlig den menneskelige kreativitet er, og hvor uundværlig den er for museernes praksis.

På havets bund

Og det mest forunderlige museum af dem alle? Det finder du på havets bund, i et nationalparkområde ud for kystbyen Cancun i Mexico.

Fordelt over tre undersøiske gallerier udstiller MUSA (Museo Subacuático de Arte) over 500 kunstværker, skabt til havmiljøet af internationale kunstnere. Bag projektet står også her en lysende idé vakt i en krøllet hjerne – nationalparkens leder Jaime Gonzáles Cano – der med sit undersøiske kunstunivers målrettet driver mange tusinde turistdykkere uden om det udpinte koralrev Manchones Reef ved at tilbyde dem et unikt alternativ.

Utenrikskorrespondenten

Marie Ørstedholm er tidligere chefkurator og udstillingschef på M/S Museet for Søfart og har stået bag mere end 50 udstillinger på danske museer – og et enkelt norsk. Hun er i dag selvstændig kurator, museumsrådgiver og projektudvikler. I denne spalten skriver hun om ting som rører seg i museumsverdenen, nært eller fjernt fra henne selv.

Læs tidligere artikler av Utenrikskorrespondenten:

Lydisolering
Museum fatigue – rammer os alle
The world is our oyster – et globalt gjenstandsmagasin

Denne saken står på trykk i Museum nr 1 24. Flere av artiklene er digitalisert, og kan leses på nettsidene våre. Vil du lese alt, kan du kjøpe enkeltutgaver eller abonnement i Tekstallmenningens nettbutikk.