Et gys løber gennem mig ved tanken om, hvad jeg om lidt skal se. I et sort plateau foran mig ligger der et dødt menneske. Eller de jordiske rester af et. Hun hedder Maren, og indtil videre kan jeg kun skimte lyset fra montren med glaspladen, som hun ligger under. Tre små skolebørn og en skolelærer læner sig ind over plateauet og peger ned på Maren, som naturens egne kræfter har mumificeret i våd jord på en kolera-kirkegård i Oslo. Imens læser jeg de forklarende tekster og forbereder mig andægtigt på det syn, der om lidt møder mig.
Det er med Mumien Maren, at udstillingen med den storladne, poetiske titel Liv og død for alvor begynder på Teknisk museum.
På både på mine egne og Marens vegne er jeg taknemmelig for, at hendes døde krop ikke bliver smasket lige i ansigtet på mig som det første, men nænsomt holdes skjult, indtil jeg er forberedt på, hvad det er, jeg skal se. Ingen chok-effekter her.
The circle of life
Ligesom Maren skal det vise sig, at resten af den medicinhistoriske samling på Teknisk museum i Oslo er fascinerende. Allerede i udstillingens første rum bliver jeg modtaget af et smukt iscenesat raritetskabinet med kanyler, dukker og mystiske instrumenter. De forklarende tekster er gemt lidt væk, så man kan nyde ejendommeligheden ved genstandene og lade nysgerrigheden få frit løb.
Den omfattende præsentation af samlingen består af omkring 40 mindre udstillingsrum, der handler om blandt andet fødsel, barsel, sygdomme, behandlingsmetoder og handicap.
Rummene er arrangeret i en cirkelform – the circle of life måske? – og kan alle tilgås fra en arena i midten.
Her ligger Maren i sin museumsgrav flankeret af to andre, næsten skulpturelle, museumsgenstande: de første versioner af en kuvøse og en respirator. Tilsammen tre fine symboler på døden, livet og kampen for overlevelse.
Scenografien fungerer grundlæggende godt. Lyssætning, farvesætning på væggene, og montrer med smukke tableauer af genstande pleaser øjet og sanserne. Men en bestemt stribe afsnit om behandling, hygiejne, smitte og diagnoser lader ikke til at have fået samme kærlighed som de andre dele af udstillingen. Om det netop er pointen har jeg svært ved at gennemskue. De er i hvert fald genstandsfattige og føles sterile og livsforladte ligesom indretningen i de lægeklinikker, de tilsyneladende prøver at mime. Det havde været en helt anden oplevelse, hvis de få og små billeder var blevet blæst op i større formater, så de havde skabt visuelle blikfang og mulighed for at nærstudere billederne.
Historiens menneskelige ansigter
For mig var udstillingens højdepunkter nogle af de mere særprægede historier i samlingen. Måske fordi de blev foldet mere ud end de andre. En af dem er Barselshjemutstillingen, der fandt sted i 1916, og hvis radikale dagsorden vækker stor genklang i nutidens aktuelle debatter. Initiatoren Katti Anker Møller ønskede at gøre moderskab, børnepasning og kvinders helbred til offentlige anliggender og mente endda, at kvinder burde blive betalt for deres vigtige arbejde som mødre. Udstillingen rejste rundt i hele Norge og førte til at barselsgange og -hjem blev moderniseret.
I den mere kuriøse afdeling viser udstillingen et såkaldt ”orgon-skab” fra 1950’erne, der ifølge opfinderen, den kontroversielle psykoanalytiker Wilhelm Reich, skulle forbedre ens helbred og forebygge sygdom, blot ved at opholde sig inde i det få minutter om dagen. Reich havde udviklet en teori om en bestemt type stråling, som han kaldte orgon-energi, og som var skadelig at begrænse, men omvendt sundhedsfremmende at forstærke. Var det ikke muligt at opholde sig i skabet, havde han opfundet en meget tung hat til samme formål. I 1955 blev Reich idømt to års fængsel i USA for at hævde at orgon-skabet kunne kurere kræft. Her endte han også sine dage af et hjerteanfald.
Pligtskyldig gennemgang
Jeg savner flere af den slags historier, hvor samlingens genstande bliver foldet mere ud. Hvorfor har spiraler været udformet på så mange forskellige måder? Hvordan virkede den ældgamle kuvøse af træ? Hvad førte til, at den blev opfundet og hvad blev konsekvenserne af det? Og ikke mindst: hvilket menneske stod bag? For det sidste er nok en af årsagerne til, at jeg kan huske Barselshjemutstillingen og orgon-skabet så godt. De havde et menneskeligt ansigt i form af to vidt forskellige pionerer, Katti Anker Møller og Wilhelm Reich.
Sådan et scenarie ville selvfølgelig betyde færre genstande og et større fokus på enkeltsager, men det ville måske også betyde, at jeg ville få et større udbytte af udstillingen. Den er omfattende med de omkring 40 kapitler og jeg går desværre mentalt kold efter at have set 2/3. I dele af udstillingen er det som om en skolelærer har taget over og lavet en gennemgang af medicinhistorien, hvor alle større sygdomme og behandlingsmetoder pligtskyldigt skal med og genstandene er reduceret til illustrationer. Det sætter sig desværre ikke fast i min hukommelse.
Eksistens eller samfund
I den grundige medicinhistoriske gennemgang blegner ikke blot genstandene en smule. Den dragende, eksistentielle titel om livets største mysterier, Liv og død, mister også terræn. Forventningsfuld håbede jeg på at kigge gennem sundhedsforskerens stetoskop og se hvad der sker, når Marens eller andre menneskers kroppe kommer af dage. Eller hvordan livet opstår og udvikler sig, når de rette medicinske betingelser er tilstede. Men udstillingens introtekst sparker min forventning til hjørne, for fokus viser sig at være langt mere samfundshistorisk:
«Medisin og helse er grunnleggende forutsetninger for å være menneske. Hva er god helse? Hvis vi er syke, hva er god behandling? Og hvordan påvirker individer og samfunn svarene på de to spørsmålene? I denne utstillingen gir vi noen svar, basert på museets medisinskhistoriske samling. Vi følger sporene i kampen mot sykdommer og utviklingen av helsesystemet i Norge.»
Alligevel er der faktisk indimellem ansatser til eksistentielle spørgsmål. For eksempel: Hvad betyder en diagnose for den person, som får stillet den?
Og hvad er egentlig døden? Hvordan definerer man den? Er det nok, at hjertet er holdt op med at slå?
Efter mødet med Mumien Maren er disse spørgsmål stort set det tætteste vi kommer på dødens tilstedeværelse i udstillingen. For selvom udstillingens titel er Liv og død, og selvom det første afsnit i scenografiens circle of life begynder med undfangelsen, så slutter cirklen ikke med døden. Livet er den altoverskyggende vinder i udstillingen, og bortset fra Maren forbliver dødens mysterium en fjern trussel, som mest af alt optræder mellem linjerne i udstillingsteksterne.
Støtte til kritikk
Museumsnytt har i 2022 fått støtte til utstillingskritikk fra Fritt ord. Vi publiserer én til tre anmeldelser i måneden, også i 2023, håper vi. Se alle anmeldelser her.
Våre anmeldere kommer fra kunst-, museumsfeltet og/eller media.
Louise Trier er redaktør for tidsskriftet Danske museer.
Museumsnytts redaktør jobbet ved Teknisk museum til august 2021 og var faglig ansvarlig for denne utstillingen. Hun har bestilt anmeldelsen, men ikke sett den før etter at den var ferdig. Den er redigert av Marianne Olsen, medlem av Museumsnytts redaksjonsråd og direktør for Perspektivet museum.
