Men jeg tror museerne står over for en række strategiske valg, med en langt større bevidsthed i forhold til det værdigrundlag, de arbejder ud fra, til de etiske dimensioner af de partnerskaber, de indgår, og af de metoder, de anvender.
Ingen vej udenom en selvkritisk proces
Der er næppe nogen vej udenom en skarp selvkritisk proces for at af-legitimere historiske
og nutidige herredømmebærende blinde pletter, som har formet samlingerne, deres kategoriseringer og tolkninger, valg af emner, metoder og partnerskaber såvel som styrende organer og personalets sammensætning. Og det 20. århundredes tro på fremskridtet må nok afløses af præcise analyser af de modsatrettede kræfter, som driver
henholdsvis modarbejder, forhaler eller blokerer en demokratiserende udvikling, i samfundet som helhed såvel som i vor egen sektor.
I min erfaring giver det både mening og bred politisk og publikumsmæssig opbakning at tage fat om de store presserende emner i nutiden, hvis et museum vil øge sin relevans som platform, samlingssted og orienteringspunkt.
Destruktion af naturen og de globale klimaforandringer
Den eskalerende destruktion af naturen og de omsiggribende klimaforandringer viser hvor livstruende en vestlig rationalismes reduktive og hierarkiserende spaltning mellem mennesker og naturen som helhed er for menneskers fortsatte liv på planeten.
Forskningsmæssigt må museer tage ansvar for at bidrage med og til alternative analyser og videnssystemer, og i praksis må de udvikle alternative, bæredygtige modeller og løsninger. Internt vil dette naturligvis indebære et øget fokus på hensigtmæssig resourceanvendelse på alle niveauer, men formentlig også et skift fra trangen eller tvangen til fortsat vækst og ekspansion.
Absurd voksende uligheder
Ligeledes globalt og lokalt manifesterer sig også de absurd voksende uligheder i magt og muligheder, i rigdom, velstand og velbefindende. Et simpelt, men sjældent omtalt eksempel er variationer i forventet levealder mellem forskellige bydele eller landsdele på op mot otte år, som har en lige så simpel pendant i hvordan museerne hvert år atter igen systematisk mislykkes med at skabe lige adgang til kultur for alle, omend denne gennem mere end et halvt århundrede har været den demokratiske fordring og officielle politik i Norden, på tværs af politiske partier.
Migration, flygtningestrømme, trafficking i mennesker såvel som kulturarv vidner alle om den grundlæggende ulighed mellem det globale nord og det globale syd. Udviklingen af en global etik er ekstra presserende for og i museerne, hvor samlingerne stadig er de materielle bærere af vestens storhedstid. Jeg tror en fortsat vægring mod repatriering i den kommende periode vil undergrave både et globalt fællesskab i museerne og museernes troværdighed som helhed. Museer i Norden, som allerede har gennemført massive repatrieringsprocesser inden for egne grænser eller rigsfællesskab, kunne internationalt gå forrest i en ny, pro-aktiv, bred, ikke-defensive repatrieringsproces.
Foranderlig og løbende fornyet
En af de mest perspektivrige ændringer for tiden er den øgede gennemtrængelighed og
porøsitet af museets grænser, i et paradigmeskifte, som ikke blot handler om emner og indhold, men i ligeså høj grad om andre arbejdsmetoder, hvor nære samarbejder, partnerskaber og kollektive arbejdsformer med stigende vilje, selvtillid og selvfølgelighed favner museer og deres interessenter i fælles ansvar.
Hvorledes denne porøsitet vil ytre sig på samlingsområdet i museerne er ikke mindst spændende. Fortsat ny indsamling er for mig helt essentiel for museets fortsatte relevans. Uden den bliver museet statisk, dets verdensbilleder frosne og fortællingerne visne. Nye genstande må kunne finde deres vej ind i samlingerne, og andre må kunne forlade dem, visse til andre museer, lokalt eller globalt, andre igen til andre typer ’hjem’. Atter andre genstande vil blive registreret in-situ, og deres ejere kan udføre store dele af dokumentationsarbejdet digitalt.
Sammen med begreberne om ’subjekt’ og ’objekt’, om ’indenfor’ og ’udenfor’ museet, kommer vi nok til at måtte give slip på løfterne om ’evighed’ og idealet om ’permanens’. Samlinger – og museer – kan ikke være faste, statiske entiteter. Deres permanens må være som en flods, stabil, men også flydende og dynamisk, foranderlig og løbende fornyet.
