Der er et ordsprog, der siger, at regler er til for at blive brudt. Jeg er ikke helt enig i det, for efter min mening er regler nødvendige i mange sammenhænge. Men i I/O, en tele- og datahistorisk udstilling på Teknisk museum, skal det vise det sig, at ordsproget alligevel rammer mig.
Sci-fi land
Jeg tilhører millenial-generationen. Mit første tv var et billedrørsfjernsyn og jeg lytter stadig til musik i hovedtelefoner med ledning i stedet for wireless bluetooth-modeller. Blandt visse aldersgrupper er jeg et IT-geni, og blandt andre er jeg et digitalt analfabet.
Så selvom jeg ikke kan forestille mig et liv uden Iphone og Google, så føler jeg mig alligevel på udebane, da jeg bevæger mig ind i udstillingens højteknologiske univers.
Jeg bliver budt velkommen i bedste aluminiumsfarvede, sci-fi stil. En skærm forklarer mig med tekstbeskeder, at jeg skal tage en såkaldt avatar-stick for at se udstillingen. Næste skridt er at tjekke ind på nogle andre skærme, der kommer mig i møde som en flok venlige, digitale museumsværter. De har endda forskellige højder, så jeg kan vælge en, der passer til min egen.
Jeg stikker avatar-sticken i en skærm og skal nu angive min alder og mit humør. Det med alderen lykkes lige akkurat, men humøret lander ved en fejl på ’Vred’. Så skifter skærmen og vil matche mig med genstande fra udstillingen ligesom i en dating-app. Jeg får et match med et trafikovervågningssystem fra 1963. Måske kan det formilde mit humør? Men aldersforskellen er alligevel for stor, så jeg siger pænt nej tak til en date.
Det er sjovt at swipe et par gange, men så vil jeg egentlig gerne videre. På displayet ser det ud som om, der er flere intro-trin, men jeg kan ikke finde ud af, hvordan jeg kommer hen til det næste. Så jeg bliver nødt til at skippe det hele og ender på sidste trin, hvor jeg kan vælge mellem tre ture, som museet anbefaler. Jeg vælger turen om dyr. Det må være til at forstå – selv for mig.
Tusindben og sø-anemoner
Så nu begynder jagten efter udstillingens tele- og datahistoriske dyr! Det store udstillingsrum åbner sig og maskinalder-æstetikken fortsætter ufortrødent.
I diskrete, næsten usynlige, glasmontrer står computere, telefoner, robotter og alskens elektriske og digitale apparater smukt arrangeret.
Mellem ledninger, knapper og skærme er der ikke et eneste bogstav, ord eller sætning at finde på printet skiltetekst eller folie. Alt er digitalt – og med andre ord konsekvent gennemført.
Via avatar-sticken og et digitalt display er jeg blevet instrueret i, hvilken montre jeg skal gå hen til for at finde mit første stop på turen. Og hvilken lettelse! For mængden af elektriske væsner virker en smule uoverskuelig.
Det er skønt at blive taget i hånden og vide, at der kommer til at være en sammenhæng mellem den stribe nøje udvalgte genstande, jeg skal se.
Da jeg sætter avatar-sticken i skærmen ved turens første stop, stifter jeg bekendtskab med en undersøisk Dahlia Anemone, som i virkeligheden er en samling kabler, der blev produceret i 1950 af Standard Telefon og Kabelfabrikk. I næste montre møder jeg et tusindben, også kendt som en Intel 8088 microprocessor.
Off road
Men så farer en djævel i mig. For hvad sker der, hvis man bryder ud af ruten? Tænk hvis jeg kastede min kærlighed på et apparat, der ikke er med på ruten, og jeg gerne ville vide noget om det? Så jeg prøver at gå hen til montre nr. 13, selvom jeg faktisk skulle gå hen til en anden montre. Jeg venter i spænding, da jeg stikker avatar-sticken i skærmen. Er systemet mon tro mod ruten eller tillader det, at jeg går ’off road’?
Og til min overraskelse får jeg at vide, at jeg er gået forkert.
Displayet viser pædagogisk den korrekte rute på skærmen og forklarer mig, at jeg skal gå hen til montre nr. 17. Det er på en måde komisk. I museumsverdenen benytter vi som regel enhver anledning til at hælde viden i folk. Også nogle gange i mængder der minder om tvangsfodring. Men her bliver jeg simpelthen nægtet viden.
Det er en anderledes museumsoplevelse, men på en måde også ret konsekvent, når vi nu er i et univers, der formidler regelrette, kodede systemer.
Og her overholder udstillingens system altså sine egne regler. Det er gennemført. Men måske også synd for de videbegærlige eller impulsive museumsgæster?
Avanceret Wikipedia
På trods af den stringent styrede rute, så begynder det alligevel at blive ret spændende. Hvilken montre bliver mon den næste, og hvad gemmer den på? Det er den samme spænding, man kender fra en skattejagt. Det er simpelt, men det er gamification, der virker.
Alligevel mangler der noget. De ellers korte og nemt forståelige tekster gør mig ikke så meget klogere. Det er ren fakta, som jeg ville kunne læse mig til i et leksikon eller på internettet, fx Wikipedia. Og jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal bruge al den fakta til.
I den verden vi lever i idag, er faktuel information nem at få fat i, men det vi mangler er sammenhænge og perspektiver.
Det vil sige fagfolk, der kan forklare, hvad informationerne betyder, og hvordan de hænger sammen. Hvorfor er den her microprocessor eksempelvis interessant?
Rundt omkring mig lyder der begejstrede råb fra en flok digitalt indfødte generation Z’s, der spæner rundt i udstillingen på jagt efter det næste stop på ruten eller det næste spil, som gemmer sig mellem montrerne. Hvis man har et blødt punkt for arkadespil og Pac-man, så er man nemlig kommet til det helt rigtige sted. Som en opløftende finale – og på trods af startvanskeligheder – lykkes det endda også undertegnede millenial at gennemføre et af spillene.
Så alt i alt må æstetikken og underholdningsværdien siges at være i top. Men jeg savner at komme et spadestik dybere end Wikipedia.
Støtte til kritikk
Museumsnytt har i 2022 fått støtte til utstillingskritikk fra Fritt ord. Vi publiserer én til tre anmeldelser i måneden, også i 2023, håper vi. Se alle anmeldelser her.
Våre anmeldere kommer fra kunst-, museumsfeltet og/eller media.
Louise Trier er redaktør for tidsskriftet Danske museer.
Museumsnytts redaktør jobbet ved Teknisk museum fram til august 2021. Hun har bestilt anmeldelsen, men ikke sett den før etter at den var ferdig. Den er redigert av Marianne Olsen, medlem av Museumsnytts redaksjonsråd og direktør for Perspektivet museum.
