De sidste 30 år har digitale medier revolutioneret museumsarbejdet og vores publikumstilbud. På udstillingsområdet har vi bevæget os fra en enkelt skærm med videoklip til immersive udstillinger, hvor vi blæser publikum bagover med dramatisk videomapping på vægge og lofter, stemningsfulde sound scapes, der strømmer gennem rummene, og avancerede digitale installationer, som publikum kan interagere med undervejs.
Oven i det er smartphonen hastigt på vej ind i museumsoplevelsen, så vi i princippet kan udvide museumsrummet i det uendelige.
Digital forstoppelse
Men midt i den gennemdigitaliserede hverdag nærmer mange sig et mætningspunkt, som så småt får vinden til at vende ude på museerne. For nylig blev elever på 18-20 år på skoleskibet DANMARK i et interview spurgt om, hvad der havde været den bedste oplevelse ved at stå til søs i mange måneder af deres liv.
Gode oplevelser var der masser af, svarede de unge, men det var hverken kulturmøder og naturoplevelser, de fremhævede som det bedste, men i stedet ”…at vi ikke kunne bruge vores mobil, når vi sejlede”.
De unge søfolk rammer hovedet på sømmet. Hvor gerne vi end vil, så kan vi ikke lægge smartphonen fra os. Vi bærer rundt på evig dårlig samvittighed over al den tid vi bruger på skærmen, frem for på at være til stede i livet. Vi har brug for en time-out fra verden derude, der hele tiden banker på gennem mobilen. Fra konstant at skulle præstere, fra konstant at blive mindet om krige og kriser i verden.
Langsomhedens bastion
Den digitale forstoppelse er til alt held museernes ’time to shine’, for er der noget, vi kan, er det at tilbyde folk et ikkedigitalt parallelunivers, hvor de kan fortabe sig i verdens forunderligheder og glemme tid og sted. På et museum er tiden din egen. Du kan haste igennem på en halv time, men du kan også bruge en hel dag på museet, og ingen holder øje med, hvor lang tid du bruger på lige den genstand eller aktivitet, der taler særligt til dig.
Den digitale forstoppelse er til alt held museernes ’time to shine’
Jo mere afkoblet fra den fysiske verden, hverdagen bliver, jo stærkere et kort bliver den autenticitet hele museumstanken hviler på. I mine øjne virker det helt særlige møde mellem mennesker og den materielle kulturarv, som museerne faciliterer, ofte stærkest, når det sker uden digitale mellemled. Når vi får øjenkontakt med hinanden eller genstanden foran os, og tiden pludselig står stille.
Mindful museum
Langsomhed er en dyd, siger et gammelt ordsprog, og at den trives bedre på museum end mange andre steder er både museerne selv og deres besøgende begyndt at se værdien i. På flere kunstmuseer – bl.a. Tate i London – instruerer museet de besøgende i ’Slow Looking’, en enkel metode til at skabe et roligt mentalt rum omkring sig selv, hvor man har ro til at fordybe sig i et kunstværk i så lang tid, at det begynder at åbne sig op for beskueren på helt nye måder.
”Learning through observation”, kalder man det. Metoden handler ikke bare om at se kunsten med nye øjne, men også om at lære at koble af fra den verden, som hele tiden maser sig på. ’Slow looking’ bruges med mærkbar effekt i arbejdet med særligt sårbare grupper, men burde efter min mening udbredes til alle museumstyper og publikumsgrupper.
Andre steder forsøger man at udvikle et mere ’mindful museum’ ved bl.a. at give besøgende mulighed for at sætte tempoet ned, stoppe op og kontemplere undervejs i museumsbesøget. Hvilemøbler og rolige aktivitetsområder integreres i udstillinger og publikumsområder og bidrager til at gøre museerne til steder at leve og ånde i frem for en række gennemgangsrum, som man tvinges hurtigt videre i. Det smitter af på lysten til at blive hængende – og komme igen.
Mobilfri søndag
Jeg hører ofte udstillingsdesignere og indholdsudviklere hævde, at museerne er nødt til at tænke i digitale baner for at fastholde opmærksomheden og interessen hos især børn og unge. Men gør vi det? I de sidste par år har publikums feedback i brugerundersøgelserne skiftet mærkbart karakter. De efterlyser ikke længere flere digitale oplevelser, som de gjorde for bare nogle år siden. Til gengæld fremhæver de oftere end tidligere de fælles (ofte analoge!) oplevelser, som de havde sammen på museet, som det bedste ved besøget. Det gælder alle aldersgrupper, også de unge. Skærme fylder tydeligvis nok i deres liv allerede.
Jo mere afkoblet fra den fysiske verden, hverdagen bliver, jo stærkere et kort bliver den autenticitet hele museumstanken hviler på.
Som museum har vi optimale betingelser for at give folk en time-out fra det digitale lyntog, de befinder sig på uden for museets mure. Kast jer ud i det. Start med at indføre mobilfri søndag på museet og udvid det siden til mobilfri sommer. Skru tiden tilbage og (gen)indfør skærmfrie zoner uden mobildækning. Mød de digitale abstinenser med masser af muligheder for at bruge hænderne, kroppen og den nyfundne koncentrationsevne. Skab optimale rammer for bare at være sammen – som gruppe, par, familie eller bare i ro med egne tanker. Uden skærme. I vil blive mødt med samme taknemmelighed, som eleverne på skoleskibet gav udtryk for.
Utenrikskorrespondenten
Marie Ørstedholm er tidligere chefkurator og udstillingschef på M/S Museet for Søfart og har stået bag mere end 50 udstillinger på danske museer – og et enkelt norsk. Hun er i dag selvstændig kurator, museumsrådgiver og projektudvikler. I denne spalten skriver hun om ting som rører seg i museumsverdenen, nært eller fjernt fra henne selv.
Læs tidligere artikler av Utenrikskorrespondenten:
En hyldest til de krøllede hjerner
Lydisolering
Museum fatigue – rammer os alle
The world is our oyster – et globalt gjenstandsmagasin
Denne saken står på trykk i Museum nr 2 24. Flere av artiklene er digitalisert, og kan leses på nettsidene våre. Vil du lese alt, kan du kjøpe enkeltutgaver eller abonnement i Tekstallmenningens nettbutikk.
