I Sønderjylland, tæt på den tyske grænse, ligger der i en skovlysning et funklende nyt museum, der beskæftiger sig med et vigtigt og tidløst emne: Mennesker på flugt.

Alle sejl er sat til for at skabe den ultimative museumsoplevelse: Et internationalt anerkendt dansk arkitektfirma har tegnet en smuk bygning, der vokser organisk ud af den gamle barak, som i efterkrigstiden husede tyske flygtninge.
Et stort udstillingsbureau, der i disse år skaber den ene udstillingssucces efter den anden, står bag udstillingerne. Forventningerne er i top, og vi har kørt langt for at få dem indfriet.
Men forventninger får snart selskab af mismod, da medarbejderen i billetsalget udleverer ikke bare billet, men også en handy lille lydafspiller og et sæt høretelefoner. ”Vi har næsten ingen tekster i udstillingerne, så alle historierne får man med den her”, siger hun og fortsætter: Rundt om i udstillingerne er tekstskilte erstattet af små farvede klistermærker, som vi skal orientere lydafspilleren imod for at udløse en oplæst fortælling eller information. Andre steder aktiveres lyden, når man træder ind i et rum.
Jeg tager en holistisk indånding og sætter høretelefonerne på. Fem minutter og tre klistermærker senere er jeg forvandlet til en desillusioneret, vranten tante.
For der er så meget, der forringer museumsoplevelsen, når den skal styres gennem ørekanalerne. Først og fremmest skaber den lydstyrede formidling en afstand til både de udstillede genstande og de andre museumsgæster. Besøget er ikke længere en social oplevelse, hvor vi naturligt deler og diskuterer det, vi ser med vores medbesøgende.
Mens oplevelsesindustrien over en bred kam er optaget af at facilitere socialt samvær og fælles oplevelser, trækker museumsbranchen over i den modsatte grøft ved at indføre ’mobile devices’, der tvinger de besøgende ind i hver deres teknologiske boble, isoleret fra hinanden. Og det sker uden at skele til det faktum, at over 90% af alle museumsgæster går på museum sammen med andre. Alligevel går flere og flere museer over til næsten 100% lydstyrede oplevelser, som om de i lyden har fundet den hellige gral, den endelige løsning på de klassiske museumsskismaer – at publikum ikke læser (nok) tekster, og at udstillingsæstetikken forstyrres af de mange (stygge) tekstskilte.

Olie på lærred. 95 x 89,5 cm. Den Hirschsprungske Samling.
Hvor den lydstyrede oplevelse i udgangspunkt er et forsøg på at gøre historien lettere tilgængelig for et bredere publikum, spænder teknikken i praksis mere ben for oplevelsen end den klassiske analoge museumstekst gør. Teknik kan drille på utallige måder: Lydhistorie, der ikke aktiveres, når man peger på sensoren. Lydhistorie, der bliver afbrudt af en anden lydhistorie, når man bevæger sig for hurtigt eller uforudsigeligt omkring. Lydafspiller, der løber tør for batteri. Osv.
På nogle museer har man sparet lydafspillerne helt væk og lader det være op til folk selv at bruge en app på deres smartphone, som de så kan tilgå formidlingen med. Det gør langt fra alle, og ifølge mine primitive feltobservationer er der ganske mange, der opgiver at bruge teknikken undervejs og i stedet lader sig nøjes med de tekstløse udstillinger, hvor genstandene rækker tavst ud efter dem.
Hvad de lydelskende museumsfolk og udstillingsdesignere virker til at overse er, at udstillingsmediet i sin essens er et visuelt medie – før noget andet.
Siden tidernes morgen er vi taget på museum for at se på ting og blive klogere på verden i det visuelle møde med fortidens levn og mennesker.
Den visuelle oplevelse vil aldrig være underordnet på et museum, hvorimod man sagtens kan have en kvalitetsoplevelse på museum uden lyd. Lyd kan være et fantastisk virkningsfuldt fortælleværktøj i en udstilling, men fungerer allerbedst som supplement til alle de andre virkemidler og fortælleformer i udstillingen.
Endelig er der et element af tvang i den lydstyrende museumsoplevelse, som rimer dårligt med vores måde at opleve verden på i dag. Vi er tvunget til at bruge lydformidlingen, når der ikke tilbydes alternativer. Vi er tvunget til at følge lydformidlingens tempo og rute. Vi er tvunget til at opleve alene.
”Det var møgirriterende at rende rundt med de høretelefoner!”, udbrød min ledsager på vej ud i bilen. ”Der var så mange ting, jeg havde lyst til at tale med dig om undervejs, men nu har jeg glemt, hvad de var”. Ærgerligt, for bortset fra lyden var det på alle måder et imponerende museum, der fortjener at blive husket.
Denne kronikken stod på trykk i Museum nr. 1/23. Les andre av Utenrikskorrespondentens artikler og andre debattartikler.
Kontakt Tekstallmenningen for abonnement eller kjøp av tidligere utgaver.