Man skal ikke læse mange museologiske undersøgelser, før man støder på nedslående oplysninger om tekst i udstilling: Museumsgæster læser fortvivlende lidt. I gennemsnit bruger de fire sekunder på hvert skilt i en udstilling, og deres læselyst daler markant gennem besøget.
Brug blot få minutter i en hvilken som helst udstilling og så ved du, at der er noget om snakken. Kontrasten mellem de hundreder af timer, vi investerer i at skrive og redigere tekster til en udstilling, og de få minutter eller sekunder, publikum bruger på at læse dem, er slående.
De otte dødssynder
Det er nedstemmende data for os, der skriver teksterne. I mange år har vi derfor på museerne haft fokus på at blive bedre til at skrive gode, letlæste tekster. Allerede i 1983 gjorde Beverly Serrell i sin håndbog ”Exhibition Labels: A step-to-step guide” opmærksom på, at museumsfolk – i ligegyldighed over for udstillingens ’læsere’ – alt for ofte gjorde sig skyldige i ”De otte dødssynder”. Deres tekster var for lange og uforståelige, for kedelige og indforståede, for dårligt redigerede og layoutede og for hovedløst placerede. De dræbte udstillingsgæsternes nysgerrighed og læselyst.
Serrell var den første, der formulerede konkrete retningslinjer for, hvordan man skriver gode formidlingstekster, som egner sig til den særlige læsesituation, der finder sted i udstillingsrummet. I skandinavisk kontekst har svenske Margareta Ekarvs tekstmetode, beskrevet i bogen ”Smaka På Orden” fra 1992, ligefrem dannet skole for mange museers tekstpraksis, ikke mindst i den natur- og kulturhistoriske museumsverden, der bruger metodens forenklende og narrative styrke som alternativ til den faktaorienterede formidling, der har været fremherskende på mange museer.
Det betyder dog langt fra, at de otte dødssynder – i forskellige blandingsforhold – ikke stadig gør læsningen til en lidelse på mange museer. For desværre er der mange museumsfolk, der har mere fokus på egen faglighed, når de skriver tekster, end på at sikre sig at deres budskab når tydeligt og helskindet frem til museumsgæsterne.
Det er nemlig helt afgørende at have fokus på, at udstillingstekster ikke bare er en særlig skrivedisciplin med sin egen teori og metode, men også er en tværfaglig og kooperativ disciplin, der involverer en lang række af meget forskellige fagligheder, der alle skal koordinere deres indsatser og arbejde ud fra en fælles forståelse for formidlingsopgaven, hvis de skal sikre at teksten ikke dør på dens vej ud i verden. Som tekstforfatter er dit arbejde ikke gjort, når du sender teksten videre til layout.
De fire liv
En udstillingstekst har nemlig ikke bare et enkelt liv, men mange. Det første liv udfolder sig hos tekstforfatterne og kuratorerne, hvor tanke bliver til ord. Det andet og tredje liv, når vi sender teksten videre til layout hos grafikeren og siden til den designansvarlige, der skal producere og montere teksten i udstillingen. Og endelig det sidste liv, der udfolder sig, når teksten møder publikum i udstillingen. Det er det liv, den er sat i verden for.
For nylig besøgte jeg på et af Europas førende museer for moderne kunst en imponerende flot udstilling om havet. Udstillingens mange rum var fyldt med besøgende, der nysgerrigt udforskede værkerne. Midt i udstillingen nåede vi et mørklagt areal, hvor vi blev suget hen til en fortryllende akvarieinstallation med havdyr. Børn og voksne var dybt opslugte af dyrene og stillede ivrigt spørgsmål til hinanden om det de så. Men spørgsmålene forsvandt ud i mørket uden at finde svar. Museet havde nemlig bortvist det ellers velskrevne værkskilt til en mørk væg godt 8 meter fra værket i en trafikeret zone, hvor det selvfølgelig gik alles næse forbi.
Eksemplet viser, at en god tekst kan dø, lige så snart den overleveres til et designteam, der bekymrer sig mere om udstillingens æstetik og praktik end om udstillingsgæsterne og den nysgerrighed, der opstår i mødet med genstandene og værkerne. Da Beverly Serrell i 2015 udgav sin håndbog i en opdateret udgave, skrev hun da også i forordet: ”I’ve heard from dozens of label writers over the years about how this book has helped them write better labels. I have not heard from many designers”.
Hvis vi vil sikre, at teksten overlever denne komplekse proces, kræver det en bevidsthed om, at hvert led fordrer sine egne redskaber, kompetencer og indsigter. Vi skal kunne skrive tekster, der fungerer i den særlige læsesituation, udstillingsgæster befinder sig i. Vi skal give teksterne en tydelig visuel identitet, der understøtter læsningen i stedet for at modarbejde den. Vi skal placere dem strategisk, så de spiller logisk sammen med udstillingens øvrige elementer. Og vi skal sørge for ordentlig belysning og en læsehøjde, der ikke belaster øjne, ryg og nakke mere end nødvendigt.
Teksten og læseren
Under al denne specialiserede viden, der skal føre teksten sikkert igennem processen, skal der også ligge en grundlæggende forståelse for, hvordan udstillingsgæster interagerer med udstillingens tekster, og hvilken rolle teksten spiller i den samlede udstillingsoplevelse. Og her har museumsverdenen stadig et stort uopdyrket forskningsfelt at kaste sig over.
I 2023-24 gennemførte Statens Museum for Kunst og M/S Museet for Søfart et fælles undersøgelsesprojekt med det formål at opnå en dybere forståelse af tekstens betydning for den sociale oplevelse af en udstilling – og dens samspil med andre udstillingselementer. Undersøgelsen byggede på kvantitativ dataindsamling, kvalitative interviews og observationer.
Den vigtigste konklusion er betryggende: Selv i en digital tidsalder, hvor koncentration og fokus er udfordret, er udstillingstekster stadig en central del af oplevelsen. Gæster fortæller at teksternes værdi er langt mere end bare informativ. Teksterne skaber bro til en anden verden, vækker følelser og genklang, udfordrer nysgerrighed og antagelser, sætter rammen for oplevelsen og guider de besøgende gennem udstillingen. Med andre ord er de en uundværlig nøgle til forståelse.
Undersøgelsen gav desuden en række andre værdifulde indsigter. Den viste blandt andet, at gæsterne gerne læser mange korte tekster, men oftest springer de lange over, og at læselysten øges, når emnet har en tydelig forbindelse til deres eget liv – både tematisk og tidsmæssigt – fordi genkendelighed og spejling spiller en væsentlig rolle. Fokusgruppen pegede også på betydningen af en personlig, nærværende fortællerstemme frem for den neutrale, anonyme tone, som stadig præger mange museumstekster.
Teksten spiller også en afgørende rolle i den sociale kontekst – som samtalestarter og som støtte til den fælles oplevelse i udstillingen. Familier og grupper læser ofte i nedslag, både sammen og hver for sig, mens enlige gæster generelt læser mest. Undersøgelsen viste også en tendens til, at ældre besøgende følger tekstsporet mere systematisk end yngre, som i højere grad veksler mellem tekst og andre formidlingsformater, fx film og lyd.
Teksten i rummet
Når man ser nærmere på udstillingens forskellige tekstformater, står én tendens klart: Teksten har størst værdi, når den forholder sig konkret til udstillingsrummet – genstandene, værkerne, formidlingen og publikum. Derfor er det især introteksten og de værknære genstandstekster, der bliver læst mest. Introteksten forbereder de besøgende på, hvad de kan forvente, og hvad der forventes af dem, mens genstandsteksterne hjælper med at forstå det konkrete værk eller genstand og sætte det i en større kontekst.
Undersøgelsen fremhævede også tekstens placering som en afgørende faktor – den ottende dødssynd. Eksempelvis læser folk mest på hovedruterne gennem udstillingen, mens tekster i hjørner og afsides kroge ofte overses. Dette understreger vigtigheden af at undersøge, hvordan gæster instinktivt bevæger sig gennem det konkrete rum – frem for hvordan vi forestiller os, at de gør det. Mange tror fejlagtigt, at folk bevæger sig gennem en udstilling i læseretningen, fra venstre mod højre. I virkeligheden følger de fleste højre vigepligtsreglen og starter i rummets højre side.
Selvom der stadig er meget, vi ikke ved om samspillet mellem udstillingsgæster og tekster, findes der museer, der har arbejdet systematisk med området i årevis, som vi kan læne os op ad af for praksisnær inspiration. Især britiske museer har, gennem årtiers fokus på tilgængelighed, udviklet en bevidst og konsekvent tilgang til skiltenes layout, størrelse og placering. Og i andre brancher – som detail- og restaurationsbranchen – har man gennem mindst et halvt århundrede forfinet kunsten at placere skilte strategisk.
Lad os derfor runde af med et par guldkorn fra Paco Underhills nyklassiker ”Why We Buy” (1999):
”When it comes to positioning a sign, the difference between an ideal viewing spot and a terrible one is just a few feet or a ten-degree angle. […] Putting a sign that requires twelve seconds to read in a place where customers spend four seconds is just slightly more effective than putting it in your garage”.
Paco Underhills pointe er enkel: Den optimale placering kan vi ikke tænke os til på forhånd. Den finder vi kun ved at gå ud i rummet og se skiltet i samspil med omgivelserne:
”To say whether a sign or any in-store media works or not, there’s only one way really to assess it – in place. On the floor of the store. […] you’ve got to stand in a spot and determine: Where am I looking? That’s where the sign goes”.
Utenrikskorrespondenten
Marie Ørstedholm er tidligere chefkurator og udstillingschef på M/S Museet for Søfart og har stået bag mere end 50 udstillinger på danske museer – og et enkelt norsk. Hun er i dag selvstændig kurator, museumsrådgiver og projektudvikler. I denne spalten skriver hun om ting som rører seg i museumsverdenen, nært eller fjernt fra henne selv.
Læs tidligere artikler av Utenrikskorrespondenten:
Time Out
En hyldest til de krøllede hjerner
Lydisolering
Museum fatigue – rammer os alle
The world is our oyster – et globalt gjenstandsmagasin
Denne saken står på trykk i Museum nr 1 25. Flere av artiklene er digitalisert, og kan leses på nettsidene våre. Vil du lese alt, kan du kjøpe enkeltutgaver eller abonnement i Tekstallmenningens nettbutikk.
